Den komplette julemiddag
Fremgangsmåde
Saftig andesteg: Gnid anden med salt, fyld den med æbler i både og svesker samt nelliker og laurbærblade. Kom ca. 1/2 liter vand i bunden af bradepanden, så der bliver saft til sovsen. Sæt anden i på risten i en varm ovn ved 130-150 grader varmluft i ca. 2,5-3 timer. De sidste 20 minutter skal du skrue ovnen op på fuld skrue, så skindet bliver sprødt.
Tip 1: Hvis du gerne vil stege anden i god tid, inden gæsterne kommer, kan du tage den ud af ovnen, inden du skruer varmen op, partere den og lade den ligge i sin egen væske. Lige før gæsterne kommer sætter du den parterede and ind i ovnen ved 220-230 grader varmluft. Fordel evt. lidt acaciehonning henover skindet eller drys lidt sukker på. Så bliver skindet ekstra sprødt.
Tip 2: Hæld væsken fra bradepanden i en skål, så du kan bruge den i sovsen.
Flæskesteg med sprød svær: Sæt lidt laurbærblade ned mellem rillerne i flæskestegens svær og lidt nelliker. Krydr med groft salt og peber. Sæt stegen på rist over en bradepande med vand i bunden. Steg den ved 110-120 grader varmluft i 3 timer. Når sværen bliver blank, fyrer du op for ovnen til 230-245 grader varmluft. Steg videre til sværen bobler. Tag en stol, sæt dig ned foran ovnen og hold øje med sværen, så den ikke branker- det er for sjovt. Tag stegen ud og lad sværen sprøde helt op på køkkenbordet. Gem saft og vand fra bradepanden til sovsen.
Tip: Går det alligevel galt, så skær sværen af stegen til sidst og læg den under max varme i oven, mens du holder øje, så den ikke branker.
Klassiske, brunede kartofler: Dæk panden med sukker. Smelt sukkeret ved svag varme. Lad være med at ryste panden eller røre i sukkeret. Det er en stor fejl, for så klumper det. Når sukkeret er helt blankt og klart, tilsætter du en skefuld smør og skruer lidt op for varmen. Kør stille og roligt smørret godt rundt til det bruser. Tilsæt de kogte kartofler. De skal være tørre, ikke våde! Hvis der kommer vand i karamel, bliver det stift. Skru lidt ned for varmen og lad kartoflerne ligge stille og roligt i panden og blive dejligt brune, mens du ryster dem frem og tilbage ind imellem. Vær tålmodig.
Alternativ opskrift: Honningkartofler: Varm smør, hasselnøddeflager og honning op på en pande. Bland det med de kogte kartofler. Husk at kartoflerne skal være tørre ikke våde. Rist dem godt af, så smagen af småkage rigtig blander sig med kartoflerne. Krydr med salt og peber. Steg kartoflerne videre i ovn ved 180 grader varmluft i 10 min. og tag dem derefter ud.
Lun rødkål med et lille twist: Hæld alt op i en gryde - dejligt nemt og låg på - ca 15 min. Smages til og bum!
Sovs til anden eller stegen: Bag smør og fedt (af i en gryde og rør mel i, så det bliver en tyk klump. Rist det godt af. Eller kog din væske ind- fond fra and eller flæskestegen- så koger du alt ned og smager til med til slut med smør og sennep- som piskes i som jeg gør på filmen. Tilsæt kartoffelvand (det er magisk!) lidt efter lidt, så du bygger sovsen stille og roligt op. Lad det koge tykt under omrøring til den rette konsistens. Det må ikke klumpe. Smag til med ribsgele, salt og peber plus kærlighed og lidt madkulør.
TIP: Det fedt fra anden, du ikke har brugt, må du ikke smide ud. Det kan bruges til dine brunede kartofler og rødkålen, hvor det giver ekstra smag.
Ingredienser
Saftig andesteg
1 stk. dansk and (ca. 3,5 kilo)
2 stk. æbler
10 flotte svesker
3 stk. laurbærblade
3 stk. nelliker
Salt og peber
Flæskesteg med sprød svær
3 kilo flæskesteg
Laurbærblade
Groft salt
3-4 stk. nelliker
Klassiske, brunede kartofler
400 gram små kogte kartofler (eller kartofler på glas)
Sukker (nok til en pande)
Smør (ca. en skefuld)
Alternativ opskrift: Honningkartofler
400 gram små, kogte kartofler (eller køb kartofler på glas)
1 dl acaciehonning
Salt og peber
70 gram hasselnøddeflager
100 gram smør
Lun rødkål med et lille twist
1/2 rødkål snittet i fine strimler
3 spsk. tranebær
2 spsk. gastrik (evt. fra Meyers)
2 spsk. agavesirup
Salt og peber
1 dl ribssaft
2 dl øko solbær saft (evt. den fra Irma)
Saft og skald af citron og appelsin
Sovs til anden eller stegen
1 dl ribsgele
5 dl saft fra andestegen eller en god bouillon (hvis ikke du har andet)
1 spsk. smør
2 spsk. mel
Andefedt (al fedtet fra anden)
3 dl kartoffelvand - det er magisk
Kulør
1 tsk. sennep
1 dl rødvin
Lidt skald af appelsin
100 gram smør - til at montere sovsen med